Uddrag af bogen.

Roger - en usædvanelig intelligent hest:

I den første tid jeg havde Roger, var der to store udfordringer ved at ride ham. Den første var overhovedet at komme op på ham. Når jeg satte foden i bøjlen, spurtede han væk fra mig. Den anden, når jeg endelig var kommet op, var at blive hængende fast. På Barthahus blev han hurtigt kendt som Rodeo i stedet for Roger.

Efterhånden fandt jeg dog ud af, at der under det barske ydre gemte sig en sød, blød, kærlig og lærevillig hest med en intelligens langt ud over det sædvanelige.

Fafnir - slåskamp på liv og død:

Når der kom en ny hest ind i flokken, gik Fafnir hen til den, stillede sig op på tåspidserne, knejsede nakken, tog en dyb indånding, og gav den klar besked. Så luskede den nye hest væk, og det var så det. Det var altid dejlig nemt, at få nye heste ind i flokken, da Fafnir var førerhest.

En gang var det dog ved at gå gruelig galt. Da Stappur ankom, så det umiddelbart ud til at gå som det plejede, men senere på dagen lød der vilde skrig og hyl ude fra folden. Min overbo og jeg spurtede ud på folden og blev vidne til den værste hesteslåskamp, man kan forestille sig. Fafnir og Stappur sloges bogstaveliv talt på liv og død. Deres ører lå fladt ned ad nakken, øjnene lynede, tænderne var blottede, og de bed ikke for at markere - de bed for at skade mest muligt. De sparkede ikke for at markere..........

Hekla - en selvstændig dame:

Selv om hun var et møgforkælet, overbeskyttet enebarn enebarn med en papfar, der var førerhest, en mor, der var overmokke og en overpylret ejer, udviklede hun sig alligevel til en særdeles selvstændig dame, der fuldt ud kunne stå på egne ben.

Baldur - liden sten kan vælte stor hest:

Det, der "bare" skulle være en hovbyld, havde udviklet sig til, at jeg nu stod på vej ind i den tredie uge med en 19 år gammel hest med et elendigt gebis og uden garanti for bedring i hoven. Puha, hvor langt skal man gå? Er det etisk forsvarligt overfor hesten at blive ved? Den eftermiddag var jeg meget tæt på at sige til dyrlægen, at nu syntes jeg, at Baldur skulle have fred.

Heimir - hesten, der elsker chokolade:

En dag, hvor vi var ude at ride i sne, var vi nødt til at stå af for at banke isklumper ud af hestenes hove. Heimir gik som altid løs omkring, men vi var ret tæt på at være hjemme, og det trak åbenbart mere end os andre, for han begyndte at traske hjemad. Jeg havde en Yankee Bar i brystlommen og forsøgte at knitre med papiret. Det virkede. Han stoppede, vendte om og kom tilbage til mig.

Væna - penicillinchok:

Jeg havde lige fået trukket kanylen ud og var kommet et par skridt væk, da et rent helvede brød løs. Væna hylede og skreg og smed sig ned inde i løsdriften. Jeg var sikker på, at hun var død om et øjeblik, men nej - hun sprang op igen og kastede sig sanseløst og hvinende rundt.